The Dreyer Award 2013: Nikolaj Arcel

[Only in Danish] Instruktør og manuskriptforfatter Nicolaj Arcel modtog onsdag den 30. januar Carl Th. Dreyer Prisen 2013. Overrækkelsen af prisen på 50.000 kr. fandt sted i Filmhuset. Lektor Peter Schepelerns motivationstale bringes her i sin fulde længde.

arcel-dreyer-pris

Nikolaj Arcel receiving The Carl Th. Dreyer Award 2013. Photo: Anna Jørgensen, DFI.

Der er sikkert mange i kongeriget, der gennem årene har gået og spekuleret på, hvorfor Nikolaj Arcel dog ikke har fået Carl Th. Dreyer Prisen. Er han ikke netop et af disse unge, lysende talenter, som det gælder om at hylde og prise? Jo, men det skyldes udelukkende, at vi besluttede at vente, til han blev Oscar-nomineret. For allerede, da han havde lavet Kongekabale, der havde premiere i 2004, stod det klart, at det kun kunne være et spørgsmål om tid. 
    Nikolaj Arcel har alle kvalifikationer til at være Hollywoods ambassadør i dansk film. Han har forsaget den smalle filmkunsts fristelser (som også kan lokke i Dreyers fædreland) og i stedet med energi og fortælleglæde kastet sig over genrefilmen. Hvor traditionerne i dansk film generelt enten har været følsom, humanistisk realisme eller gemytligt folkeligt bras som vor mor lavede det – dér står Arcel som professionalisten, der med virtuositet håndterer dramaturgi og stil men også umiskendeligt henvender sig til et publikum, et stort publikum.

Det begyndte med et brag af en debutfilm, som Hollywood ikke kunne have gjort bedre. Kongekabale, en skarp fortælling om magtens pris, er en politisk thriller. Selv om dansk politik nok ikke har været helt ukendt med kyniske intriger og manipulationer, var genren hidtil uprøvet i dansk film. Siden har den sat sig tydelige spor, ikke mindst i dansk tv-fiktion. Jeg har selv haft den interessante oplevelse for nogle år siden at vise Kongekabale – med arabiske undertekster – i en håndfuld syriske provinsbyer. Filmen gik lige ind, men der var flere tilskuere, der undrede sig over, at filmen forholder sig så kritisk til det politiske spil. For danskerne har jo deres herlige demokrati, hvad vil de så mere?! 
    En særlig styrke i Kongekabale ligger ikke mindst i et perfekt manuskript, som Arcel skrev sammen med Rasmus Heisterberg, hans faste medforfatter, også på andre instruktørers film – som den velturnerede børnethriller Klatretøsen (der også blev remade i Hollywood), den okkulte gyser Cecilie, ungdomsfilmen Fighter, animationsfilmen Rejsen til Saturn og særlig elegant Niels Arden Oplevs Mænd der hader kvinder, som forvandlede det lavlitterære bestsellerforlæg til formfuldendt skandinavisk noir. Måske det samme er i vente med den kommende Kvinden i buret.

Arcels film nr. to, børne- og ungdomsfilmen De fortabte sjæles ø fra 2007, byder igen på Hollywood-inspireret genre-fornyelse. Historien drejer sig om dæmoniske ånder, der med ”ektoplasmiske energiudladninger” hjemsøger en dansk provinsby. Men den handler også om, at computergrafikken for alvor er kommet til dansk film. Det uhyggeligt sprælske fugleskræmsel, som jager børnene i natten, var den første overbevisende digitalt skabte karakter i dansk film. Det var klart, at Spielberg var en slags Godfather: Det var Nærkontakt af tredje grad, E.T. og Jurassic Park heldigt omplantet til udkantsdanmark. Og filmen var noget så sjældent som en børnefilm med stil.

Nu havde det været logisk, om Arcel var taget til Hollywood og blevet der. Men sådan gik det ikke. Hans næste film, Sandheden om mænd fra 2010, er ikke rigtig en genrefilm. Havde Arcel mistet troen på Hollywood? Havde han mistet troen på sig selv?? Under alle omstændigheder handler filmen om krisen i en manuskriptforfatters liv. Men kan man have en midtvejskrise, når man er i 30’erne, kunne man spørge? Ja, er svaret, følsomme kunstnere kan godt klemme en ekstra krise ind. 
    Sandheden om mænd er i reglen noget med kvinder. Det gælder også her. Det er en slags ironisk komedie om den evindelige kærlighedskarrusel, der også er en slags kabale, som ikke så let går op. Filmen er et auteurværk med alle tænkelige ironiske referencer og selvreferencer. Fellini lavede sin om samme emne. Hvis vi tæller Nikolajs filmskoleafgangsfilm Woyzecks sidste symfoni, der var en parodisk kunstnerbiografi a la tidlig Woody Allen, som en halv film, så er Sandheden om mænd nok Nikolajs

De fortabte sjæles ø tog udgangspunkt i onde intriger i 1870’ernes København. Men allerede 100 år forinden foregik der rent faktisk ret så skumle sager i København. Og det er baggrunden for Arcels nyeste film, der er har taget verden med storm.
Nu er krisen overvundet, genrefilmen kalder og bliver bønhørt, så hatten passer. En kongelig affære fra 2012 er klassisk historisk drama, en kongekabale fra 1700-tallet. Efter et par hundrede års tilløb er det endelig lykkedes at gøre trekantdramaet om den gale konge, den lækre dronning og den ambitiøse læge verdenskendt. 
    Det historiske drama er en kostbar og også vanskelig genre. Jeg husker fra 80’erne en amerikansk tv-film om Napoleon and Josephine. På et tidspunkt var vi i heltindens sovekammer – og så siger Napoleon: ”I gotta go!” 
    En kongelig affære har en vellykket balance mellem det historiske tidsbillede og hensynet til et nutidigt publikum. Det er hverken museumsbesøg eller hårdhændet modernisering. Det kommer i høj grad til at dreje sig om kampen mellem reaktionære, religiøse-kirkelige kræfter og en oplyst, sekulær samfundsorden. Dronningens og Struensees forhold er baseret på et fælles engagement i oplysningstanken, og kongen fremstår mindre som gal end som fejlbehandlet.

I den sammenhæng skal det også nævnes, at også Dreyer lavede historiske film. Flertallet af hans film foregår i ældre tidsepoker. En af episoderne i Blade af Satans Bog handler om en ulykkelig dronning, der bliver henrettet sammen med sin mand. Og Gertrud er vel Dreyers forsøg – med hjælp fra Hjalmar Söderberg – på at finde frem til sandheden om mænd: Det er noget med ”kødets lyst og sjælens ubodelige ensomhed” …

Nå, nu skal En kongelig affære så konkurrere i de fortabte sjæles by, som Nikolaj måske tænker på som: Hollywood, mon amour … Hvordan det end går derovre – og jeg har en fornemmelse af, at medierne vil holde os underrettet – så vil jeg slutte med en opfordring til Nikolaj: Rejs til Hollywood så meget du vil, sælg bare din sjæl. Men kom tilbage … Dansk film har brug for din ektoplasmiske energiudladning.

 

Det Danske Filminstitut CARL TH. DREYER - THE MAN AND HIS WORK

DREYER@DFI.DK
ABOUT CARLTHDREYER.DK

To the top
Det Danske Filminstitut

Danish Film Institute
Gothersgade 55, DK-1123 Copenhagen K K
Tel: +45 3374 3400
dfi.dk/english

Home

stats