The Dreyer Award 2007: Niels Arden Oplev

[Only in Danish] Instruktør Niels Arden Oplev modtog 2. februar Carl Th. Dreyer prisen 2007. Prisen uddeles af Carl Th. Dreyers Mindefond som anerkendelse for en fremragende kunstnerisk indsats. Læs lektor Peter Schepelerns tale til prismodtageren.

"I midten af 90’erne kom der en påfaldende bølge af nye talenter i dansk film. Det var navne som Aage Rais, Carsten Rudolf, Anders Rønnow Klarlund, Carsten Fromberg, Nicolas Winding Refn, Thomas Vinterberg, Jonas Elmer, fulgt af Simon Staho, Ole Christian Madsen, Lotte Svendsen og Per Fly. Nogle blev modtaget med øjeblikkelig begejstring, med alt hvad det medførte af efterfølgende præstationsangst, mens andre mere beskedent blev opfattet som et potentiale til videre overvejelse. Og det var vel nok her Niels Arden Oplev placerede sig med debutfilmen Portland i 1996.

Filmen blev ikke just nogen publikumssucces: den dystre historie om to brødre i et dæmoniseret Aalborg solgte godt 9000 billetter. København har i en dansk sammenhæng naturligt nok haft en slags monopol som dyster, truende storby, hvor desperate, selvdestruktive skæbner går i hundene, men med Portland fik Aalborg lidt tiltrængt branding som undergangsunivers: der var skam også hærværk og pludselig vold i provinsen.

Filmens skildring af narko- og rockermiljøet var holdt i en påfaldende stil af gullige, kæntrede billeder, der først og fremmest tydede på, at Forbrydelsens element havde bevæget sig nordpå. Men ellers var det filmens skæbne, at den foregreb noget, som andre film fik mere credit for. Portland præsenterede tre unge skuespillere, som skulle blive hovednavne i den nye danske film, men uden at det rigtigt kom filmen til gode: Ulrich Thomsen, Iben Hjejle samt Anders W. Berthelsen, der var så ukendt, at han stadig hed Anders Wodskou Berthelsen på rulleteksterne.

Faktisk foregreb filmen også elendighedsskildringerne i Nordkraft, både bogen og filmen, og den var også først med den rå skildring af et voldeligt, kriminelt bymiljø, som Pusher kom med – fire måneder senere. Og faktisk er scenen i Pusher, hvor rockeren besøger sin mor i det småborgerlige univers, også foregrebet i Portland. Men det var Pusher, der fik opmærksomhed – og publikum.

Det varede lidt før Arden igen kom med en spillefilm. Men så var det igen brødre-tematik, provinsliv og voldelig fremfærd, der var på banen. Fukssvansen (2001) var et sjovt, og usædvanligt bud på sort humor i dansk kontekst. Det var en broget historie om fisketure, fatal julekonfekt og en slutning, der foregreb senere fyrværkeri-katastrofer i det jyske. Der var bizarre morbiditeter med afhuggede fødder, der lå og flød i det jyske landmiljø. Og en del trouble med Finn, som var død og alligevel ikke helt død. Filmen faldt bedre i publikums smag og bekræftede, som lillebror hævder til slut, ”hvordan nogle meget forfærdelige ting godt kan blive til noget godt i den sidste ende.” Arden Oplev fik tidoblet sit publikum, hvad der faktisk er ganske flot – især hvis det fortsætter.

Imens har Arden arbejdet for tv og været en afgørende arbejdskraft i dansk tv-fiktions nye guldalder. Han har lavet mange timer tv-fiktion, og det har givet ham en enorm instruktørekspertise, men det ligger jo i sagens natur, at det ikke er produktioner af samme personlige karakter som filmene. Det blev til bidrag til Taxa, Rejseholdet og Forsvar, og senest har han lagt stilen i de første episoder af Ørnen.

Sidste år kom så gennembruddet, en overbevisende indfrielse af løfterne. Drømmen (2006) fortalte en god, medrivende historie af personlig prægning, og den nåede ydermere et stort publikum. Filmen henvender sig til det unge publikum med en stærk og overraskende kompleks fortælling. Vi er i et landligt Danmark med gule kornmarker og blå himmel, året er 1969, og både i den store og den lille verden blæser forandringens vinde. Handlingen, der har den 13-årige Frits i centrum, drejer sig om familielivet med den psykisk syge far; om skolelivet med en sadistisk skoleinspektør; om den gryende seksualitet – og drømmen om frihed ... Man kan fortsat skelne en Arden Oplev’sk auteur-linje med fokus på jysk vold i provinsen; brødre-temaet er dog afløst af et far/søn-tema; men der er som sædvanligt en hovedrolle til Anders W. Berthelsen.

Hvis vi, i dagens anledning, skal se på forbindelsen til Dreyer, kan man notere sig, at også Dreyer, som bekendt, kom forbi landbomiljøet, både i Vredens Dag og Ordet. Og han lavede faktisk også en film om ’Tyrannens Fald’ – sådan hed det teaterstykke, som Du skal ære din Hustru var baseret på.

Drømmen byder på folkeliggørelse af venstrefløjens smukkeste budskaber. Den lover, at vi skal klare både de mørke tanker, der kan trække ind over os, samt sejre over den gammelmodige ondskab personificeret af inspektørens skikkelse, der ulmer af dæmoni. Det hele samler sig lydefrit i en klassisk fortælling om forræderi og håb. Også denne gang viste det sig, ”hvordan nogle meget forfærdelige ting godt kan blive til noget godt i den sidste ende.”

Niels Arden Oplev foto Jan BuusNiels Arden Oplev. Photo: Jan Buus.
Det Danske Filminstitut CARL TH. DREYER - THE MAN AND HIS WORK

DREYER@DFI.DK
ABOUT CARLTHDREYER.DK

To the top
Det Danske Filminstitut

Danish Film Institute
Gothersgade 55, DK-1123 Copenhagen K K
Tel: +45 3374 3400
dfi.dk/english

Home

stats