The Dreyer Award 2001: Scherfig and Fly

[Only in Danish] Instruktørerne Lone Scherfig og Per Fly modtog 19. februar Carl Th. Dreyer prisen 2001. Prisen uddeles af Carl Th. Dreyers Mindefond som anerkendelse for en fremragende kunstnerisk indsats. Læs lektor Peter Schepelerns og områdedirektør Dan Nissens taler til prismodtagerne.

Peter Schepelern:
"Lone Scherfigs filmkarriere, hvis foreløbige højdepunkt er en af grundene til at vi er samlet her, har et virkelig solidt udgangspunkt, idet hun ikke bare studerede, men vitterlig også tog eksamen i Filmvidenskab på Københavns Universitet. Denne institution har fra tid til anden oplevet kreative filmtalenter på gennemrejse - en vis Trier og en vis Bornedal lagde eksempelvis deres vej forbi, men de havde travlt med at komme videre, og de åbnede notorisk aldrig en bog. Lone har muligvis også lært noget på Den Danske Filmskole, som hun efterfølgende frekventerede, det skal jeg ikke udelukke; men jeg skal hilse fra Filmvidenskab og sige, at vi er stolte over, at hun begyndte hos os.

Spillefilmdebuten var den fintmærkende Kajs fødselsdag fra 1990, en sørgmunter historie om Kaj og hans venner på jagt efter kærligheden i en polsk provins; det var følsom humanistisk filmkunst af den særlige art, som har været en specialitet i dansk film siden 1970’erne. Men den var måske for tyst og underdrevet til at slå igennem hos det store publikum. Gennembruddet, omend anonymt, kom først, da Lone gik i gang med at lære befolkningen at udtale ordet 'Squash' på den rette måde. Det lykkedes, og der blev vist også hen ad vejen afsat en hel del sodavand.

Efter nogle tv-produktioner, bl.a. Den gode lykke (1993), var Lone tilbage i spillefilmen med den udmærkede Når mor kommer hjem (1998), en veloplagt historie om børnene, der klarer sig uden socialforsorgens indblanding, mens mor afsoner en fængselsdom. Og så tog Lone lige endnu en utvivlsomt lærerig tv-tørn, dels Zentropas Morten Korch-projekt, hvor hun loddede dybderne i Stillebækken gennem 13 afsnit, dels en enkelt tur med Taxa. Og så var hun i form til det store – og som vi nu ved: internationale – gennembrud, hvor hendes humane omsorg for de kranke skæbner og hendes sans for den gode fortælling forenes i en mousserende squash af hidtil uset aftapning.

Italiensk for begyndere er – som bekendt – en dogmefilm, den femte danske af slagsen: det fremgår jo af certifikatet, som hænger på væggen i filmens allerførste indstilling. Men vi kommer ikke uden om, at filmen har forbrudt sig mod et af Kyskhedsløftets ti påbud, nemlig det ottende, som siger: Genrefilm accepteres ikke. Det havde du vist overset, Lone. For Italiensk for begyndere er en romantisk komedie, det kan man ikke komme uden om. Men i betragtning af, hvilken prægtig romantisk komedie den er, vil dogme-broderskabet sikkert tilgive det søsterlige regelbrud. I hvert fald synes publikum at have taget det lille sidespring med sindsro, ligesom et større antal priskomiteer har gjort.

Som det meste af Danmarks befolkning – og snart også resten af verden – er klar over, handler filmen om seks yngre mennesker (ikke fem, sådan som plakaten øjensynlig tror). Alle er lidt betrængte og kriseramte begyndere i livets aftenskole: Den debuterende præst og den modløse bagerjomfru, den vredladne cafeteriabestyrer og den mismodige damefrisør, den impotente hotelportier og den italienske servitrice. Men på trods af hverdagstilværelsens ulidelige smånusseri og banale trivialiteter finder de kærligheden og lykken i den venetianske gran finale.

Sidst vi oplevede en stor romantisk komedie i dansk film – det var Den eneste ene – kom der jo en kurre på tråden i de dansk-italienske relationer. Det bliver der nu rådet bod på. Aftenkurset i italiensk markerer personernes længsel efter eventyr og lykke; og til slut fremstår Italien som en katarsis, her bliver det fremmede til følelsernes forløsning. Kombinationen af moderne realistisk hverdagsskildring og af klassisk stiliseret intrige – med ca. tre begravelser og udsigten til ligeså mange bryllupper – lykkes perfekt, og dogmeteknikken viser sig igen som en genvej til letflydende fortælling af sørgmunter elegance og virtuost ensemblespil. Hvor er det flot!"

Dan Nissen:
"Dagens anden modtager af Carl Th. Dreyer prisen har også valgt at fortælle en historie om samfundets mere anonyme skikkelser, om en Kaj, der ikke tegner sig for overskrifter i aviserne og medierne, i hvert fald ikke som person, men nok indimellem som ’problem’. Kaj er en af dem, der sidder på Bænken og drikker sin daglige ration af guldbajere. Han er alkoholiker, og det er der en historie bag – og i. Det er den historie dagens anden prisvinder, Per Fly, fortæller.

Da jeg første gang hørte om projektet, som instruktøren selv kalder 'nyrealisme', var det med den formentligt forventelige og stereotype reaktion: en film om en alkoholiker på en bænk i en københavnsk forstad? Er det ikke cirka 30 år siden, den type film blev lavet, og siden blev udtyndet til tv-realisme i metermål? Min egen stærke interesse for den type historier havde i mit eget hoved modspil af, at tiden omkring milleniumskiftet syntes at tilhøre andre historier. Men samtidig var jeg ikke så lidt betaget af, at der stadig var instruktører, som ville fortælle den.

Det var derfor en stor oplevelse for mig - og for en række af landets bedste anmeldere - at Bænken ikke bare blev en velmenende, men også en ovenud vellykket film. Med inspiration fra Kirkens Korshærs leder Bjarne Lenau Henriksen om nødvendigheden af at møde de udstødte i øjenhøjde - også når de ligger ned - og efter måneders research i miljøet som føl for Jytte Lemcke, der er boligrådgiver i Avedøre Stationsby, hvor filmen er optaget, er det lykkedes instruktøren at skabe en film, hvis styrke netop er, at den møder sine personer i øjenhøjde og samtidig dermed ophæver deres typiske offerrolle. Gennem skildringen af Kaj og hans miljø får vi et billede af mennesker, der er som mennesker er flest, men for hvem noget er gået galt et eller andet sted i fortiden.

Filmen er en tiltrængt demonstration af, hvad denne realismetradition rent faktisk kan, når den er bedst. Bænken undgår det blot reproducerende, det slapt skildrende, og har i billedbehandling, klipning og rytme en spændstighed og nerve, som gør denne hverdagshistorie til et drama om og på liv og død. Vi får gennem fortællingens udfoldelse brudstykker af Kajs forhistorie og dermed udfyldninger i forståelsen af, at dette på mange måder miserable menneske også er en stolt individualist og noget af en arrogant og aggressiv besværlig person med mange skarpe kanter. Med sin fine rytme, skarpe og præcise pointering gennem klipning og kameraposition, og ikke mindst det nøgterne blik på personer og miljøer, har Per Fly skabt en film, der tegner et komplekst og nuanceret portræt af et menneske og et miljø, vi ellers mest møder som ’et problem’.

Informations anmelder Morten Piil kaldte filmen for en begivenhed i dansk film. Jeg vil tilføje, at det er en film, der kan være med til af fastholde en vigtig del af filmkunstens mangfoldighed og rige register af udtryksmuligheder. Det er der også brug for, hvis dansk film fortsat skal blomstre.

Til lykke med Carl Th. Dreyer-prisen!"

scherfig_lone_06_foto_jan_buusLone Scherfig. Photo: Jan Buus.fly_per_kvinden001_Foto_Signe VilstrupPer Fly. Photo: Signe Vilstrup.
Det Danske Filminstitut CARL TH. DREYER - THE MAN AND HIS WORK

DREYER@DFI.DK
ABOUT CARLTHDREYER.DK

To the top
Det Danske Filminstitut

Danish Film Institute
Gothersgade 55, DK-1123 Copenhagen K K
Tel: +45 3374 3400
dfi.dk/english

Home

stats